Opskrifter | Fiberrige jordbærsnitter | KIWI

Fiberrige jordbærsnitter

45 min. og 1 time på køl

Det skal du bruge:

Bunde:
100 g mandelmel
50 g kokosmel (finblendes i din minihakker inden du blander den med de øvrige ingredienser)
60 g kokosolie
3 bløde dadler, uden sten
3 spsk. vand
1 spsk. citronsaft
Vaniljekorn fra 1 vaniljestang
Frisk jordbærsyltetøj:
6 store jordbær, skåret i grove stykker
Vaniljekorn fra 1 vaniljestang
2 spsk. akaciehonning
1½ spsk. chiafrø
Pynt: Her kan du bruge lidt glasur samt frysetørret bær efter eget valg.

Vejledning

Sådan gør du: 

Blend alle ingredienser til dine bunde i en blender eller minihakker i ca. 2-3 minutter. Ælt til sidst dejen med dine hænder, til den syner ensartet og glat. Saml dejen til en kugle, som du stiller på køl i en time. I mens dejen står på køl, kan du give dig i kast med at lave dit jordbærsyltetøj. Hæld alle ingredienser på nær chiafrø op i en minihakker, og blend indtil du får en lækker cremet jordbærsyltetøj. Rør til sidst dine chiafrø i dit jordbærsyltetøj, og stil det på køl i en time.

Rul den afkølede dej ud mellem 2 stykker bagepapir, så den er ca. 5 mm tykt. Brug et vandglas til at udstikke dine bunde med eller skær dejen i firkanter. Du skulle meget gerne kunne lave 16 bunde ud af din dej, så du samlet kan lave 8 jordbærsnitter.

Brug en spatel eller kniv til at løsne bundene med, og placer dem på en bageplade, som du har beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen ved 160 grader i 12-15 minutter, eller til de syner gyldne og sprøde. Lad dine bunde køle af, før du topper 8 af dem med det friske jordbærsyltetøj. Kom herefter de restende bunde ovenpå den lækre syltetøj og pynt til sidst med glasur og frysetørret bær.

Relaterede opskrifter

Pia Thau

GØR HVER DAG TIL GRØN SAG

Alle tips og opskrifter er fra vores sundhedsekspert, Pia Thau.