Pia Thau | KIWI

Hvem er jeg?

Jeg er KIWIs sundhedsekspert og jeg vil gerne hjælpe dig med at gøre hver dag til en grøn sag – uden løftede pegefingre!

Jeg er 33 år, og mor til to børn på 3 og 4 år, så jeg kender alt til ulvetimer, eftermiddagsstress og lidt for hurtige løsninger, når maden skal på bordet. Ud over at løbe efter ungerne er jeg madskribent, ernæringsekspert og har min egen klinik, hvor jeg vejleder en masse spændende mennesker. Jeg er uddannet Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed med speciale i Human Ernæring, og har derfor en bred viden om kroppens fysiologi, fødevarer, madlavning og sundheds-kommunikation.

Jeg har en kæmpe passion og kærlighed for at udvikle nye opskrifter og eksperimentere i mit lille køkken. For mig er det vigtigt, at råvarerne er af høj kvalitet, maden er sprængfyldt med gavnlige næringsstoffer, har karakter og er fyldt med god smag.

Vi har som familie altid gang i en masse projekter, hverdagen er travl med mange pligter og manglende overskud. Vi har derfor prioriteret at gøre brug af simple opskrifter der er sunde. Selvfølgelig forkæler vi også os selv med lækkerier, og personligt har jeg en svaghed for chokolade af høj kvalitet. Vi skal huske, at det er tilladt at forkæle os selv. Det handler om at finde den gode rytme og balance mellem hverdag og weekend, derfor gør jeg også til dagligt brug af mit kostråd “lev efter 80/20 princippet”, når jeg kostvejleder mine klienter.

Som KIWI’s sundhedsekspert håber jeg at kunne give dig et indblik i, hvor nemt det kan være at spise sundt! Min mission er at udvikle nemme opskrifter ved brug af få fødevarer som er økonomisk tilgængelige for alle. Mit budskab skal være klokkeklart:

ALLE skal have råd til en sund livsstil og muligheden for at berige deres liv med en kost, der får dem til at sprudle af energi.

Jeg lover, at en sund hverdag slet ikke behøver at være en kedelig hverdag!

Pia Thau